Spørgsmål:

Tak for dit svar (se forrige indlæg, red.). Det hele virker så nyt og fremmed på mig, men det føles samtidig tiltrækkende. Jeg har altid kommet i Folkekirken og er med i et dejligt, åndeligt fællesskab i den lille by, vi bor i. Fællesskabet og den tro, jeg kender, betyder meget for mig. Hvis jeg skulle følge det, du siger, fornemmer jeg kampe og misforståelser. Jeg tænker også,  at det må være et ensomt liv uden forståelse fra vennerne. Jeg er i tvivl om, at det er den rigtige vej for mig. Jeg vil hellere tro på det kristne fællesskab og det evangelium, som Jesus kom med til os om vores synders forladelse og det evige liv. Det lyder måske barnligt i dine ører, men jeg vil ikke opgive den kærlighed og tryghed, jeg oplever i min tro og i fællesskabet i menigheden.

Svar:

Du har valgt din vej, og jeg skal ikke at overtale dig til at følge min. Tillad mig blot at sige dette som afskedsord: Det evangelium, du vælger at holde fast i, er kun den første halvdel af Jesu evangelium. Du har fået tilbuddet om at gribe anden halvdel også, men du foretrækker trygheden ved at holde fast i første halvdel. Godt.

Evangeliets første halvdel kender du. Det er troen på Jesus og syndernes forladelse og livet i det kristne fællesskab. Det er denne halvdel, vi normalt kalder “Evangeliet om Jesus” eller “det kristne evangelium”.

Anden halvdel kender du ikke, bortset fra at du har fået færten og mærket tiltrækningskraften.

Evangeliets første halvdel er gratis. Der er intet at betale, kun nåde at modtage. Det er som at have rejst mange dage gennem ørkenen og pludselig opdage en oase, hvor der er overflod af alt. Det er et dejligt sted at være.

Men anden halvdel af vejen – den del du ikke kender – koster noget. Den er ikke gratis, og det er kun få, som går den. Kun én ud af tusinde går gennem nåleøjet og vælger at give slip på alle oasens herligheder for at vove sig ud i ørkenen på den anden side. Denne anden halvdel af vejen koster alt, tilmed dit eget liv, og du må gå den alene. Ingen er kommet tilbage fra denne rejse og sagt: “Kom så, venner, nu skal jeg vise jer vejen. Stol på mig!” Der er ingen turistrejser derud, ingen rejseledere som kan vise dig vejen. Der er kun ørkensand og ingen garanti for, at du overlever rejsen. Jesus sammenlignede denne halvdel med en mand, som finder en kostelig perle og sælger alt, hvad han har, for at få fat i perlen. Intet mindre kan gøre det. Perlen koster dig alt. Fællesskabet og trygheden koster ikke noget, det er ren foræring. Men perlen, den dybe sandhed om dig og Gud – den koster alt. Den koster dig alt hvad du ejer, din tradition, din familie, dine venner, din tryghed, dig selv. Ikke nødvendigvis den ydre tilknytning til disse ting, men nødvendigvis den indre afhængighed af dem.

Første halvdel er i følge traditionen evangeliet om Jesus. Anden halvdel er Jesu evangelium. I første halvdel beholder du dig selv, i anden halvdel mister du dig selv. Jesus siger, at den der vil beholde sig selv, skal miste sit selv. Men den der mister sig selv, vinder sit selv.

Tillad mig til sidst at anholde din tvivl: Du siger du tvivler på, om det er den rigtige vej for dig, og at du ikke vil ind i noget forkert. Den tvivl vil vokse sig større, for tvivl føder mere tvivl. Du synes måske, at tvivlen er en sund tvivl: du tvivler, så du ikke skal blive forført. Men der findes ingen “sund” tvivl. Du tvivler, for at du ikke skal blive forført, men i virkeligheden forføres du, fordi du tvivler. Den, der ikke tvivler, kan ikke forføres. Tillid og satset tro kan aldrig forføres. Den har sin egen gevinst, uanset om andre prøver at forføre den. Den giver åndelig klarhed til at gennemskue forførelsen, og den giver uskyld i hjertet og skaber rum for sandheden, så enhver forførelse i længden bliver gjort til skamme. Der findes ikke nogen lære, som kan forføre dig. Det eneste, som kan forføre dig, er den overbevisning, som er opstået ud af din tvivl. Jesus sagde, at når dit syn er tvedelt, går du i mørke, og du går fejl af vejen. Men når de to bliver til ét, går du i lyset. Du går sandheden i møde.

Spørgsmål:

Jeg har nu læst din bog (“Spiritualitet: Fire veje til oplyst bevidsthed”, red.), og jeg må sige at den har givet mig utrolig meget. Det er første gang, jeg har læst en åndelig bog, som sagde så mange nye ting og satte det hele i en større sammenhæng. Så tak for det! Men forleden blev jeg gjort opmærksom på en anmeldelse af bogen i en kristen ugeavis, som mener bogen er gnostisk. Så vidt jeg ved, var gnostikerne kættere. Hvis din bog er gnostisk, så er du vel kætter? Jeg er temmelig forvirret, jeg vil ikke ind i noget forkert…

Svar:

Jeg har godt læst den anmeldelse, du refererer til. Men husk, at anmeldelser ofte siger mere om anmelderen end om det, de anmelder. Jeg vil forsøge at svare så kort jeg kan.

I de første par århundreder efter Jesus var der mange kristne retninger og skoler, som ofte var meget uenige om, hvordan Jesu budskab skulle forstås. Nogle af dem var gnostiske, dvs. at de opfattede Jesus som forløser – ikke primært fra synd, død og helvede, men fra verden her og nu med alle dens illusioner. Gnostikerne lagde mere vægt på forløsning her og nu end på forløsning ude i en himmelsk fremtid. Hertil gjorde de flittigt brug af Paulus’ forkyndelse af gnosis (åndelig kendskab). Se f.eks. Efeserbrevet 1,8-9; 1,17-18; 4,14 og Kollosenserbrevet 2,2-3; 3,9-10. Nogle gnostiske sekter var meget dualistiske i deres syn på verden (og kroppen med, for den sags skyld), som de opfattede som en kampplads mellem det gode og det onde. Andre var udpræget libertinske. Der er næppe nogen tvivl om, at megen gnosticisme var kættersk.

Men når det er sagt, må vi også sige, at gnosis var et centralt tema for den tidlige kristne kirke – og dette tema var den baby, der i de følgende århundreder desværre blev kastet ud med badevandet, så forståelsen af gnosis stort set er forsvundet fra kirken i dag.

Den store kirkefader Klemens af Aleksandria (150-215 e.kr.) bekæmpede med næb og kløer de kætterske gnostikere i sin bog Stromata, især en sekt kaldet Carpokraterne. Men han holdt samtidig fast i gnosis og forsøgte at gøre læren om dennesidig forløsning og forvandling gennem kendskab stueren i sin tids kirke. Ja, han hævdede tilmed, at “sand gnosticisme” er den højeste kristne dyd. Hør bare, hvad han siger i Stromata: “Hvis vi skulle vælge mellem frelsen (fremtidig forløsning fra synd, død og helvede, red.) og gnosis (frelse fra verden her og nu, red.), som er kendskab til Gud, hvad skulle vi da vælge? I virkeligheden kan disse to ikke skilles ad – men altså, hvis de ikke var identiske, så ville vi uden tøven vælge kendskab til Gud.”

Jeg har nogenlunde samme standpunkt. Jeg tager afstand fra vor egen tids “gnosticisme”, sådan som den kommer til udtryk i lykkelære, hvad enten det hedder herlighedsteologi eller new age. Men jeg ved, at der findes en erfaring af kendskab, eller gnosis, som åbner døren til den dybe enhed med Gud, som NT udtrykker på mange måder, og som Jesus selv udtrykte med ordene: “Jeg og Faderen – vi er ét.”

Spørgsmål:

Du skrev forleden, at kristendommen er bedst, fordi den er den eneste religion, hvor Gud er den opsøgende part (se “Meditation og meditari”, red.). Men hvordan er det lige, Gud søger os? Jeg har forsøgt at finde ham hele mit liv, men han har tilsyneladende ikke bemærket det, eller også er han ligeglad.

Svar:

Jeg skrev, at i jødedommen og kristendommen er det ikke os der søger Gud, men Gud der søger os. Det kan være grunden til, at du ikke har fundet ham. Du har ikke opdaget, at det er ham, der søger dig. Hvis du skal finde ham, må du indstille din søgen og blive stille for at opdage, at det er ham, der søger dig.

Det kan også udtrykkes på en anden måde: I religionerne er det mennesket, der stiller spørgsmålet, og Gud der giver svaret. I jødedommen og kristendommen er det lige omvendt. Her er det Gud, der stiller spørgsmålet, og mennesket der må svare. De første ord, Gud siger i Bibelen, lyder: “Menneske, hvor er du?” Gud stiller spørgsmålet, mennesket vender sig og svarer.

Det er netop, hvad der ligger i den bibelske omvendelse. Det hebraiske ord for omvendelse kan betyde flere ting, men det har to hovedbetydninger. Den første er at vende hjem, tilbage til det sted vi kommer fra. Den anden betydning er at give svar. Omvendelse er at svare på Guds spørgsmål: “Hvor er du?” Det kræver et stykke indre hjemmearbejde: en erkendelse af, hvem du er, og hvor du er.

Du kan søge Gud hele dit liv og råbe i øst og i vest: “Gud, hvor er du?” Du får intet svar, før du har hørt og reageret på Guds spørgsmål: “Hvor er du?” Når du søger svar på dette spørgsmål, begynder en retning i dit liv, som fører dig hjem. Og når du er kommet hjem, er dit spørgsmål om Guds eksistens overflødigt. Du ved, hvor han er – for du er kommet hjem. Han stod i døren og tog imod dig.

Spørgsmål:

Som rådgiver i en kristen organisation oplever jeg mig utroligt priviligeret ved at kunne hjælpe andre med deres problemer. Men jeg føler mig ofte magtesløs, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Da jeg læste din artikel om at leve i løftet, fik jeg lyst til at spørge: Hvordan bliver jeg følelsen af magtesløshed kvit, så jeg kan blive bedre til at rådgive folk?

Svar:

Drop din titel af rådgiver. Drop din identifikation med uniform og etikette. Lad være med at give gode råd eller vurdere din succes eller mangel på samme. Lad være med at give gode råd. Når du har droppet alt dette kluns og trampet tilstrækkeligt på det, kan du begynde at se dig selv som en barfodet vejleder. Bliv en vejleder, der går samme vej som den, du leder. Læg kondiskoene og gå i den andens sko, så langt du kan. Magtesløsheden opstår, når du vil lede den anden længere, end du selv er kommet. For du kan ikke give andre, hvad du ikke selv har. Hvis du accepterer din magtesløshed her, er den guld værd, for den gør dig tom, rådvild, åben og lyttende. Du mister identifikationen – ideen om at du er noget eller har noget særligt at give – og i det tomrum, som opstår, strømmer sandhed og visdom gennem dig. Ordene, der kommer, er ikke længere dine. De kommer ikke fra dig, men gennem dig.

Når vi indser, at de mennesker, som er betroet os – det være sig vore nærmeste, vore børn eller andre, som har brug for os – når vi indser, at de ikke er betroet os, for at vi skal lære dem noget, men fordi de skal lære os noget, har vi den rette indstilling. Da kan de mest håbløse og irriterende mennesker blive vore største læremestre, for de hjælper os til at få en dybere erkendelse af os selv. De bliver det spejl, hvori vi ser os selv klarest. Og når vi forstår os selv, forstår vi andre på et langt dybere plan, end nogen uddannelse eller titel kan kvalificere os til.

Det er også grunden til, at jeg er taknemmelig for de spørgsmål, jeg får her. Spørgsmålene hjælper mig til at blive mine egne spørgsmål bevidst og søge dybere svar, end min viden rækker, eller min fornuft kan tænke sig frem til.

I samme grad som din egen vej går stadig dybere fra ydre eksistens til indre essens, begynder du at kunne spotte de mange små puds, som egoet spiller dig – de mange små tricks, som denne tusindkunstner narrer dig med for at holde sig selv i live – og du begynder at se klart, når det samme sker i den, du vejleder. Men du er ikke længere diagnosticerende eller moraliserende, og du stryger ikke længere den andens ego med hårene, for du bedømmer ham ikke længere udefra, efter det ydre skin. Du ser, hvem han virkelig er bag facaden, og din opgave bliver sådan set bare at kalde denne virkelighed frem i ham med dit nærvær snarere end med dine ord.

Spørgsmål:

Jeg har det svært med ordet meditation, fordi det er så forbundet med orientalske religioner. Men jeg tror, det er vigtigt for os fortravlede mennesker i dag, at vi får ro og fokus midt i den strøm af stimuli, vi dagligt udsættes for. Jeg har prøvet at gå til en form for meditation kaldet “mindfullness”, og jeg syntes faktisk det er den bedste måde at få sindsro og overskud på.

Svar:

Jeg er ikke helt klar over, hvad du spørger om. Måske du spørger om, hvorvidt en kristen kan meditere sammen med ikke-kristne uden at udsætte sig for fremmed religiøs påvirkning? I så fald vil jeg svare med en omskrivning af Paulus’ ord: “Alt, hvad der tilbydes i det religiøse supermarked, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om der er hedenske krydderier i det. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren” (1. Kor. 10,25). Læs evt. hele afsnittet 1. Kor. 10,25-33.

Meditation er en praksis, som også har været brugt af kristne siden tidernes morgen. Generelt kan man sige, at den østlige form for meditation består i at tømme sindet for tanker, følelser og al den programmering, som er blevet installeret i os. Hvis det lykkes at tømme sindet, fyldes det automatisk af en højere bevidsthed end den lavere bevidsthed, som tanker og følelser er udtryk for. I den kristne meditation fokuseres ikke på at tømme sindet, men på at fylde det med gudsnærvær, kristusbevidsthed, skriftsteder eller andre “mantraer”, der hæver den mediterende op over den timelige verden. Det kaldes ofte for kontemplation.

Personligt foretrækker jeg begge “metoder”. Den østlige form for meditation er utrolig værdifuld, fordi den sletter programmerne – al den bagage og betingethed, som gør, at vi bevæger os i vante, mentale baner. Den kristne meditation går ikke mentalt i dybden, men til gengæld går den i højden, så vi gennem meditation kan erfare en vis form for enhed med Gud. Faren er, at den enhed, vi oplever, bliver begrænset og farvet af den åndelige bagage, som vi ikke er blevet tømt for.

Meditation fører os tilbage til den, vi virkelig er bag alle egoets forklædninger. Selve ordet betyder at gå mod midten, dvs. at nå ind til vores centrum og essens. Personligt foretrækker jeg ordet meditari, ordets passivform, der betyder at blive ført til midten. Både jødedommen og kristendommen er unikke derved, at de hævder, at det er Gud der søger os, ikke os der søger Gud. I alle andre religioner er det mennesket, der søger Gud, ikke Gud der søger mennesket. Derfor er jeg kristen, for jeg tror dybest set, at initiativet ligger hos Gud og ikke hos mig. Det er Gud, som drager mig og fører mig hjem til mig selv og til ham. Men hvis jeg ikke er åben og tro mod min essens, kan Gud intet stille op. Han kan tillade modgang og lidelse i mit liv med det formål at få mig til at vågne op. Men han kan ikke tvinge mig vågen.

Derfor er metoden mindre vigtig end intentionen. Hvis du blot ønsker bekræftelse og et lykkeligt liv, hjælper meditation dig ikke. Men hvis du ønsker en større erkendelse af sandheden om dig selv og Gud, må du gå den indre vej mod din essens – hvad enten du kalder det meditation, meditari eller kontemplation.

Læserkommentar:

Hm, på mig virker det langt ude. Hvis alt det du siger her er rigtigt, er der nogle ting der må revideres. Jeg vil overveje det og måske læse din bog.

Svar:

Ja, det kan virke fremmed for dig, fordi du er programmeret til en ganske bestemt forståelse af evangeliet. Men tro mig, dette er et evangelium, som sætter hele Jesu frelsesværk i perspektiv. Sådan er Gudsrigets virkelighed: man må langt ud for at komme langt ind. Tænk over det, men lad de døde begrave deres døde. Følg Jesus til kanten – og spring så, eller lad være. Det er op til dig.

Jeg skrev ovenstående svar under et ophold på Stevns. Dagen efter besøgte jeg Højerup kirke helt ude på pynten, hvor koret og alteret som bekendt er brækket af og faldet i afgrunden. Det blev et anskuelseseksempel for mig på, hvad der er sket med den dybere, åndelige erfaring i den kristne kirke: den er forsvundet, faldet i afgrunden – nøjagtig som sidste del af Clemens af Alexandrias brev. Tilbage står blot den ydre og indre forgård. Og måske det er godt nok. For denne erfaring kan ikke rummes i et kirkerum. Den kræver et spring ud i det uvisse – i tillid til, at vi ikke skal bære os selv. Gud bærer den, der har kappet alle livliner.

Læserkommentar:

Lige en tilføjelse til din udlægning af Jesu ord til Peter om, at Johannes ikke skal dø, før han kommer igen (se “Jesu genkomst”, red.): Jeg har læst meget i Thomasevangeliet, som efter min mening er det nærmeste, man kommer den autentiske Jesus. Et af Jesus-ordene her lyder: “Den, som finder tolkningen af disse ord, skal ikke smage døden.” Det svarer til Jesus’ ord om, at Johannes ikke skal dø, før han har fået guddommelig indsigt.

Svar:

Ja, Thomasevangeliet er et vigtigt skrift til forståelse af Jesu skjulte evangelium. Jeg forestiller mig, at mange af disse ord stammer fra de stunder, hvor Jesus underviste disciplene i enrum. Til skarerne talte Jesus i lignelser, men sine nærmeste disciple – heriblandt Thomas – indviede han i Gudsrigets mysterier. Også i Johannesevangeliet findes den slags mysterier, bl.a. de syv “Jeg er” ord, som ikke er eksklusive ord om Jesus men om ethvert “Jeg”, der er udskilt fra egoet. Jeg’et er den vej, der fører til sandheden og livet.

I Thomasevangeliet findes også flere hentydninger til initiering (indvielse i Gudsrigets mysterier). Det mest oplagte er logion 13, hvor de andre disciple ved en lejlighed spørger Thomas, hvad Jesus fortalte ham i enrum. Thomas svarer: “Hvis jeg fortæller jer det, vil I samle sten op og kaste dem efter mig. Og så vil der komme ild ud af stenene og brænde jer op.”

Enhver, som har været i enrum med Jesus, vil blive forfulgt, fordi den slags erfaringer bliver tolket som åndeligt hovmod af dem, der ikke har haft erfaringen. Sådan har det altid været. Jesus blev forfulgt af det religiøse establishment på sin tid – og, som han selv sagde, hvorfor skulle det gå disciplen anderledes, end det er gået hans mester?

Spørgsmål:

Dit sidste indlæg er meget interessant. Det kaster lys over mange ting, som jeg ikke før har kunnet finde forklaring på. Kan du sige noget mere om det, du kalder den skjulte kirke? Findes den i dag? Hvad er initiatorisk erfaring?

Svar:

Ja, den findes i dag, men eftersom den ikke er af fysisk art, kan jeg ikke pege på den. Du vil ikke kunne se den og sige: “Aha, dér er den!” for den er hverken her eller dér. Den findes i en anden dimension end den fysiske – inde i os og midt iblandt os. Glem alle såkaldte konspirationsteorier med Dan-Brown-agtige loger og hemmelige selskaber. Den indre kirke er et fællesskab af bevidste mennesker, der ikke er organiseret i nogen klub, men som genkender sig selv og deres vej i hinanden på tværs af alle geografiske, kulturelle og religiøse grænser. Selv i vores egen kirke findes den – midt inde i den – og du vil tilmed kunne se symbolske levn af den, hvis du går ind i en ganske almindelig folkekirke.

Prøv at sætte dig i det tomme kirkerum en ganske almindelig hverdag. Rummet er, som du sikkert ved, indrettet med det jødiske tempel som forbillede. Det jødiske tempel havde fire rum: den ydre forgård, den indre forgård, det hellige rum og det allerhelligste rum. På tilsvarende måde er en folkekirke indrettet med våbenhuset yderst (den ydre forgård); dernæst kirkeskibet, hvor tilhørerne forsamles (den indre forgård); længere fremme koret, hvor sakramenterne forvaltes (det hellige rum); og forrest alteret inden for alterringen, hvor kun præsten har adgang (det allerhelligste).

Denne ydre, arkitektoniske indretning er udtryk for en indre, åndelig virkelighed. Våbenhuset er tærkslen mellem  kirken og verden udenfor. Her i “den ydre forgård” lægger man verden bag sig med al dens stridigheder og kævl og “forsager djævelen og alle hans gerninger”. Derefter går man ind i “den indre forgård” – kirkeskibet, hvor man møder Guds tiltale gennem skriftlæsning, forkyndelse, salmesang og bekendelse. Når man så er rede til det, går man fra “den indre forgård” op i koret (“det hellige”) for at modtage sakramenterne, som er en gratis og uforpligtende tilegnelse af budskabet. Det er i en nøddeskal sådan, de fleste kristne i den synlige kirke opfatter deres gudsdyrkelse.

I den skjulte kirke er denne praksis også kendt. Men der er endnu et skridt – skridtet ind i “det allerhelligste” (som i den synlige kirke var forbeholdt præsten), ind i Guds nærvær. At overskride alterringen er en farlig manøvre, for “den, som skuer Gud, skal dø”. Og det er netop, hvad der sker i den, som træder ind i Guds nærvær: han dør. Hele hans egoiske statur bryder sammen – eller som nogle udtrykker det: det lille selv går i opløsning, for at det store Selv (essensen) kan opstå. I oldkirken krævede dette skridt en særlig initiering (indvielse), som senere blev overtaget af klostrene (4. årh.). Men i begyndelsen blev disse initieringer, der formidlede “initiatorisk viden”, varetaget af åndelige mestre i kirken.

Vi ved meget lidt om disse initieringer, eftersom det var forbudt initianderne at røbe noget om dem. Og da de formentlig blev skræddersyede til den enkelte initiand, var der ikke mange faste, nedskrevne regler og forskrifter. Flere af de tidlige apokryfe skrifter, hvoraf flere blev til i initiationsskolerne, giver os en ide om, hvad initieringerne gik ud på. Også Paulus taler om at træde fra pistis (tro) ind i en erfaring af gnosis (kendskab).

Alt dette vil jeg dog lade ligge her og i stedet fremhæve en passage hos kirkefaderen Clemens af Alexandria (150-215 e.kr.). I 1958 fandt man i et ortodoks kloster uden for Jerusalem et brudstykke af et brev skrevet af Clemens. I brevet fortæller han, at der i tillæg til Markusevangeliet fandtes et andet “skjult” evangelium, som evangelisten skulle have skrevet i Alexandria. Dette skrift kender vi ikke, for det er siden gået tabt. Clemens røber dog, at det skjulte markusevangelium var beregnet “udelukkende til brug for dem, der føres til fuldkommenhed”, hvor “initianderne føres ind i det allerhelligste af den sandhed, som er skjult bag de syv (slør eller himle)”.

Clemens citerer derefter en passage fra det skjulte markusevangelium, hvor en ung mand, der minder om Lazarus, kommer til Jesus seks dage efter, at han er blevet “opvakt fra de døde”. Den unge mand har et linnedklæde over sin nøgne krop, og Jesus tilbringer natten i dyb samtale med ham og lærer ham “Gudsrigets mysterier”. Hvad disse mysterier gik ud på, får vi ikke at vide, for resten af teksten i Clemens’ brev er uklar eller helt forsvundet.

I det “rigtige” markusevangelium kan du læse om en ung mand med et lagen over sig, som er den sidste til at flygte fra Getsemane have (Mark. 14, 51-52). Senere møder vi sandsynligvis samme unge mand inde i den tomme grav (Mark. 16,5). I den esoteriske tradition er denne unge mand symbol på den indvielse, som åbner vejen ind i det allerhelligste – initiatorisk kendskab, erfaringen af Guds nærvær. Der er symbolværdi i at tænke på, at den unge mand fulgte Jesus hele vejen, hvorefter han fik revet sit gamle kluns af og til sidst sad i forklaret skikkelse (hvide klæder) “i højre side” inde i graven efter opstandelsen – altsammen elementer, som brugtes i oldtidens initieringer.

Som sagt er disse initieringer gået tabt i den synlige kirke – på nær én, dåben. Døbefonten står ved overgangen mellem den indre forgård (kirkerummet) og det hellige (koret) og vidner om en ældgammel forestilling om, at dåben var den første initiering til det åndelige liv, hvor initianden gik fra en passiv “hører”-status ind i en aktiv “gører”-status.

Til sidst blot endnu en lille detalje fra kirkerummet: Over mange altre vil du se et øje i en trekant omgivet af gyldne stråler. Det er ikke bare Guds altseende øje. Øjet er udtryk for den altnærværende, vågne bevidsthed, som findes i guddommen, og som bliver den til del, som går hele vejen ind i det allerhelligste og opnår den enhed med Gud, hvor hele den dualistiske illusion om forskellen mellem tro og viden opløses. Med en lille omskrivning af sufimesteren Rumis 800-år gamle ord: “Der findes et sted hinsides rigtigt og forkert, godt og ondt, tro og viden. Dér vil jeg møde dig!” Dette sted er det allerhelligste.

Jeg håber dette giver svar på nogle af dine spørgsmål – og måske rejser helt nye. Du kan læse mere om alt dette i min bog Spiritualitet, som kan købes gennem boghandleren eller lånes på biblioteket.

Spørgsmål:

Jeg har læst din artikel om, hvem der kommer i himlen. Jeg har et spørgsmål: Hvad så med den traditionelle forestilling om Jesu genkomst , at han kommer for at hente dem der tror på ham, hvordan vil du så fortolke det?

Svar:

Der er egentlig ikke brug for nogen fortolkning. Det kommer til at ske på den måde, Jesus siger i følge Mattæus: at han skal komme igen helt fysisk som lyn fra en klar himmel, så alle kan se det.

Men Jesus talte om to måder, han skal komme igen på. Den ene måde er den fysiske, den anden måde er den psykiske – og denne sidste måde er ikke synlig for alle,. Den foregår i bevidstheden. Det kan lyde mystisk, men tillad mig at forklare:

Der findes to kristne kirker her på jorden. Den ene kirke er den ydre eksoteriske kirke – “den hellige, almindelige kirke”, som det udtrykkes i trosbekendelsen, og som vi er en del af, når vi går ind i en kirkebygning og tager del i lovsangen, forkyndelsen og sakramenterne. Den anden kirke er “de helliges samfund”. Denne kirke er den indre esoteriske kirke, som ikke er fysisk men skjult inde i den ydre kirke. Den indre kirke er vi ikke alle del af – ja, den ydre kirke har faktisk lige siden det 3.-4. århundrede advaret imod den og forfulgt den, dels på grund af dens alternative syn, og dels på grund af at den ydre kirke opfattede den som en trussel imod dens magt og ortodoksi.

De to kirker er symboliseret ved de to apostle, Peter og Johannes, der var de første til at bevidne Jesu opstandelse. Peter kom først ud til graven, derefter Johannes. I den esoterisk-kristne tradition står disse to disciple for to forskellige slags bevidsthed: Peter er troens og handlingens mand, Johannes er erkendelsens og inderlighedens mand. Den ydre kirke blev bygget på Peter, troens og handlingens mand, og den indre kirke blev grundlagt på Johannes, erkendelsens og kontemplationens mand. Peters forhold til den opstandne Kristus var af ydre art, og dette forhold var baseret på affinitet og tro, mens Johannes’ og Jesu forhold var baseret på erkendelse i form af kendskab.

Du kan læse om det i Johs. ev. kap. 21, hvor Peter ikke fatter Jesu spørgsmål til ham, om han virkelig elsker ham med agape-kærlighed. Derfor må Peter nøjes med at bekende sin philos-kærlighed (som er den begrænsede, jordiske kærlighed, vi oversætter med “at holde af”). Agape-kærligheden er derimod en guddommelig kærlighed, som ikke er baseret på affinitet, men på identitet, dvs. på en langt dybere bevidsthed, der elsker den anden uden følelsesmæssig afhængighed men udelukkende på et bevidsthedsmæssigt plan. Det svarer lidt til forskellen mellem to unge, der er forelskede i hinanden og konstant snakker om sig selv, og så to prøvede elskere, der kender hinanden (ikke til bevidstløshed, men til bevidstfuldhed), så de er blevet ét og inkluderer alle andre i samme enhed. Jesus er ikke interesseret i, om Peter elsker ham med sine følelser. Det som interesserer ham er, om Peter har transcenderet sin egoiske natur og kender ham på et dybere bevidsthedsplan. Peter bliver bedrøvet, måske endda irriteret, fordi Jesus bliver ved med at spørge om det samme. Men tredje gang træder Jesus ned på Peters plan og bruger Peters eget udtryk – philein, at holde af – fordi han indser, at Peters erkendelse er begrænset til en bekendelse af philos-kærlighed. Sådan er en mester: Når disciplen ikke kan komme til ham, kommer han til disciplen.

Fra Johannesevangeliet husker du sikkert også, at Johannes’ forhold til Jesus var baseret på kendskab. Ved nadverbordet var det Johannes, der lå med hovedet ved Jesu hjerte. Ligeledes benævnes Johannes som den, hvem Jesus elskede (“agapa”, dvs. de delte agape-kærligheden sammen). Og endelig er hele Johannesevangeliet udtryk for en indre erkendelse af Kristus – i modsætning til de andre evangelier, der fremhæver Jesu herkomst og undere som anskuelsesundervisning for troen.

Vi nærmer os pointen. Hvis vi læser videre i kapitel 21, støder vi på en tilsyneladende ubetydelig dialog mellem Jesus og Peter. Denne dialog har imidlertid stor betydning, hvis vi skal forstå hele ideen om Jesu genkomst. Efter at Jesus har sagt til Peter: “Vogt mine får!” (altså: Pas på min kirke udfra den bevidsthed, du har), peger Peter i retning af Johannes og spørger Jesus: “Hvad så med ham dér?”, hvorefter Jesus sætter Peter på plads med følgende bemærkning: “Hvis jeg vil, han skal leve, indtil jeg kommer igen, kommer det ikke dig ved. Pas dig selv og følg mig efter den nåde, som er tildelt dig!”, dvs. ad troens vej.

I denne ordveksling antyder Jesus, at der ud over en synlig genkomst ude i fremtiden også findes en indre, skjult genkomst – på samme måde som Gudsriget både er en fremtidig tilstand i evigheden og en væren i tiden her og nu. Jesus siger med andre ord, at Peter skal dø (og i sidste ende hele hans kirke sammen med ham), mens Johannes skal leve, indtil han kommer igen – nemlig i en genkomst i bevidstheden, der ikke er baseret på tro og følelser, men på kendskab og bevidsthed. Johannes bliver herved hjørnestenen i en alternativ kirke, der følger efter Peters kirke, og som ikke spejder efter ydre tegn til støtte for troen, men i stedet lever i erkendelsen af, at Jesus er Guds visdom (logos), som er fuldt til stede iblandt dem (entos humon, i dem og iblandt dem) – at han kommer igen, hver gang nogen transcenderer troen og får erfaret kendskab. Paulus var en af de første kristne lærere, der så dette klart, og derfor taler han mange steder om at opnå gnosis, kendskab, i tillæg til troen.

Disse to kirker (eller to former for bevidsthed) har eksisteret lige siden. Indtil nu har Peters kirke – bl.a. på grund af en vis kejser Konstantin, der i det 4. århundrede gjorde Peters kirke til en statskirke og en magtfuld institution – været opfattet som Kristi sande kirke. Men hvis vi ser os omkring i verden i dag, vil vi begynde at se, at noget nyt er i gære.

De sidste bemærkninger her er udtryk for min egen personlige opfattelse af, hvad der er ved at ske: Jeg tror, at det er Johannes’ “kirke”, der begynder at røre på sig og træder mere synligt frem af sin obskure eksistens. I overgangen fra Peters til Johannes’ kirke vil der ske et kvantespring i bevidsthed. Vi vil vågne op, der vil på ny komme olie på lamperne og liv i kludene, indtil hele jorden er opfyldt med Herrens kendskab. Jeg tror ikke, at alle jordens mennesker nødvendigvis skal blive kristne på den måde, vi har forestillet os. Kristus kommer til alle, der vil følge hans vej fra bevidstløshed til bevidsthed/årvågenhed inden for deres egen religion og tradition – ikke nødvendigvis gennem sakramenter men gennem initiatorisk erfaring og erkendelse. Når Jesus således er kommet igen i vores bevidsthed, tror jeg banen er klar for hans fysiske genkomst.

Spørgsmål:

Jesus siger et sted, at der er mange boliger i himlen. Betyder det ikke, at der er plads til alle religioner?

Svar:

Næppe. Der findes ingen religioner i himlen. Himlen er dér, hvor Gud selv har taget bolig blandt mennesker, som der står i Johannes’ Åbenbaring. Og hvor Gud er, er der ikke brug for religion.

Det vidunderlige ved Jesus er, at han ofte er tilpas tvetydig i sine udtalelser til, at de kan tages til indtægt for bestemte meninger. Han peger i den retning, vi skal se for at få øje på sandheden. Han giver os ikke et utvetydigt svar. Derfor må vi prøve at se i den retning, han peger, i stedet for at stirre os blinde på fingeren, der peger.

Jesus siger et andet sted, at han har andre får, der ikke hører til disciplenes fold. Det udsagn er også uklart, men det kunne tyde på, at han har andre i tanke end disciplene.

Det vers, du hentyder til i dit spørgsmål, lyder: “I min faders hus er der mange boliger” (eller “mange rum”, som der står i den aramæiske tekst). Jeg foretrækker at oversætte det lidt anderledes: “I min faders hus er der mange dimensioner (eller stadier),” eftersom det græske ord kan referere både til et sted, en handling eller en tilstand. Gudsriget er en dynamisk tilstand med mange dimensioner og stadier. Det er ikke et fix-og-færdig boligkvarter for de rettroende, men en udviklingsproces mod stadig større fuldkommenhed. Og da Gudsriget findes både i evigheden og her i tiden, befinder vi os allerede her og nu midt i denne udviklingsproces.

Jeg tror ikke, processen er begrænset til den kristne religion – den gælder alle, der søger Gud af et rent hjerte og af god vilje. Der findes disciple af god vilje i andre religioner, lige så vel som der findes disciple af ond vilje i den kristne. Det afgørende er ikke, hvilken tro du bekender sig til. Det afgørende er,  hvilken vej du går – om du går ad den brede vej eller ad den smalle vej. Den brede vej er rettroenhedens vej – den vej man går i andres fodspor mod et på forhånd defineret mål. Den smalle vej er overgivelsens vej, som gåes alene uden sikkerhed for, hvor vejen ender. Den første vej er klart afmærket, og der er intet at vove på den. Den anden vej er ikke markeret. Den bliver først til i det øjeblik, du betræder den. Og her må du vove alt.

Lyt til dette ord af Meister Eckhart og fundér over det: “Alle veje fører til Gud. Gud findes på dem alle for den, der har opnået den viden, som kun erfares gennem ikke-viden.”

Religion burde være en åndelig opdagelsesrejse, eller åndelig proces, ind i et ukendt land, hvor vi i processen forvandles og bliver ham lig, som startede processen. I det stykke ligner den åndelige opdagelsesrejse alle andre opdagelsesrejser. Jeg har selv boet i Amerika og fulgt vejen fra New England i øst langs Oregon Trail til Stillehavet i vest. Det er bemærkelsesværdigt, at de første udbrydere af det ordnede samfund i New England rejste alene ind i vildmarken gennem terra incognita, ukendt land, hvor de blev udsat for alle mulige farer. Disse mænd og kvinder hyldes i dag i den amerikanske selvbevidsthed som de oprindelige stifindere, der kortlagde Guds eget land. Efter dem kom næste hold – og de kom i store karavaner: pionererne, og efter dem nybyggerne, der slog sig ned og indtog landet. Og efter dem kom sidste hold: bankmændene, juristerne, teologerne, købmændene og entrepeneurerne med alle deres institutioner og sans for lov og orden.

Når der sker noget nyt af værdi i verden, sker det altid gennem ensomme enkeltpersoner – stifindere, der rejser alene ind i det ukendte-endnu-ikke-åbenbarede terra incognita og ofte må tåle det velkendtes hån. Men de kortlægger en vej, som senere kommer pionererne til gode. Og når pionererne har ryddet landet og fået fodfæste, kommer nybyggerne en masse og slår sig ned i det nye og gør det til noget gammelt. I kølvandet på dem følger snylterne, der slår mønt på det nye, når det er blevet tilstrækkeligt gammelt.

Det gælder også med hensyn til religion: Der kommer en stifinder fra Gud med et radikalt budskab. Han får sig nogle efterfølgere, pionererne, der har nok bevidsthed til at indse, at det han kommer med er unikt. Efter dem kommer hoben, nybyggerne, som åndeligt set er andengenerations stifindere. De tilpasser sig budskabet ved at tilpasse budskabet til deres egne behov. Sidste hold skaber orden i budskabet og gør det til en magtfuld institution. Dermed har vi har skabt en religion. Men i virkeligheden er religionen så langt fra det oprindelige budskab, at stifinderen, der oprindeligt kom med budskabet, ikke længere ville kunne genkende det, hvis han stod op af graven og kom på besøg.

Der har været mange åndelige stifindere gennem tiderne – nogle store, andre små. Men for dem alle er det gået sådan, at de blev forfulgt af deres egne, mens de levede og praktiserede budskabet. Men når de var døde, blev de hyldet og udråbt til helgener. Et par af de helt store hed Buddha, Jesus og Mohammed. Buddha blev forfulgt af sine egne, hinduerne. Jesus blev henrettet af sine egne, jøderne. Mohammed blev fordrevet fra Mekka af sine egne. Stifindere er nemlig farlige for det bestående: de anses for at være uromagere og mønsterbrydere. Og religioner kan hverken tåle uro eller ændring af det bestående. De er til for at trøste folket og få dem til at glemme deres kår og sår. De ønsker ikke at ophidse og begejstre, anholde og udfordre. De beder os ikke om at tage risici og fostre mod, at gå til kanten og vove. De ønsker at lulle os i søvn og tage ansvaret fra os, mens ansvaret for sjælene overdrages til uddannede, professionelle folk, for hvem religionen er en handelsvare og en levevej, ikke en livsvej.

Det er religion. Men det er stik imod det princip, eller det budskab, som stifinderen kom for at forankre i verden.Derfor er religion noget udvortes og overfladisk, der ikke skaber dynamik og proces, men statister og stagnation. Derfor er alle religioner halve sandheder udvundet og udvandet af en hel sandhed – og derfor er det et spørgsmål, om de i virkeligheden ikke er halve løgne. Som en vismand engang har sagt: “At vende tilbage til kilden er at opdage pointen. Ved at dyrke dens ydre form går man glip af den.”